April 2016:

For to år siden bankede Alexander Kaae Petersson på Green Circle’s hoveddør og spurgte, om vi ikke havde brug for en bygningskonstruktør med sans for salg og service. Det havde vi måske, så vi tog chancen, og Alexander greb den. Derfra gik det stærkt: Han begyndte i praktik, kom hurtigt i løntilskud og i dag er han leder for vores projektserviceafdeling.

Alexander havde været jobsøgende i et år, før han kom til Green Circle, og han er et godt eksempel på det store potentiale mange ledige har – dog uden at komme hurtigt i job.

Vi kan derfor se værdien i at være med til at skabe relationen mellem ledige og arbejdsmarkedet. Det gør vi bl.a. ved at have aftaler med nærliggende kommuner, som har den daglige kontakt med de jobsøgende, og herigennem har vi fået øjnene op for nye kompetenceområder for vores forretning.

Alexander er således med sin grundighed og professionalisme en rollemodel for hele medarbejdergruppen, og han har i høj grad været med til at skabe sit eget job og udvikle vores forretningsområde. Vi har efterfølgende haft god erfaring med lignende ansættelsesforløb for ansatte på alle kompetenceniveauer, og derfor er metoden en vigtig del af vores ansættelsesstrategi.

Det skaber værdi for den enkelte, for Green Circle og for samfundet.