12. juni 2015:

Det var en stor dag for både de nybagte virksomhedsejere og Green Circle’s medarbejdere, da aktieovertagelsen blev en realitet, og Erik Jensen og Ole Mortensen overtog Aberdeen Asset Management’s aktier i Green Circle.

I forbindelse med overdragelsen udtaler adm. direktør for Aberdeen Asset Management, Tonny Nielsen til Green Circle:

– Det er ikke et farvel, for Aberdeen fortsætter selvfølgelig som en af Green Circle’s største kunder. Vi ser frem til at følge jer blot fra en anden vinkel, end vi er vant til og ønsker jer alt held og lykke fremover.

Danske Bank har sammen med Vækstfonden sikret finansieringen af aktiekøbet.

Michael Christensen, erhvervskundechef, Danske Bank udtaler:

– Vi har med vores Corporate Analytics-afdeling mulighed for finansieringsrådgivning til gode og solide danske selskaber, der ellers ville kæmpe med udfordringer med finansiering af ejerskifter som dette. På den måde arbejder vi aktivt sammen med selskaberne for at skabe vækst og arbejdspladser.

Partnerne i Green Circle, Erik Jensen og Ole Mortensen, kommenterer:

– Vi er yderst taknemmelige for alle de positive tilbagemeldinger, som vi har modtaget fra både kunder og samarbejdspartnere i forbindelse med overtagelsen. Vi glæder os til at komme igang med at skabe et endnu bedre Green Circle til glæde for både vores kunder og medarbejdere.